Tirsdag d. 27, juni var Sarah Malykke fra klubben på banen til VM i Korea - her er lidt fra Sarah om hvordan dagen gik.
Jeg ved ikke engang hvor jeg skal starte... Jeg sidder med så mange blandede følelser i kroppen lige nu. Først og fremmest nåede jeg desværre ikke i medaljerækken som jeg ellers så inderligt håbede. Men til gengæld var jeg så tæt på som overhovedet muligt, som jeg nok først rigtig vil indse om et par dage når jeg har sundet mig lidt.
Faktisk leverer jeg en af mine skarpeste præstationer, og især til et mesterskab, men som jeg nævnte tidligere, så er det ofte de helt små marginaler, der i sidste ende kommer til at afgøre kampene, og det er simpelthen så frusterende.
Jeg vinder to kampe - den første kamp mod Guadeloupe har jeg fuldstændig styr på fra start til slut, og vinder overbevisende 22-2.
I anden kamp ventede en dygtig kæmper fra Kazakhstan. Vi var meget lige i både første og anden runde, hvor vi hver især har nogle gode chancer. I tredje runde trækker jeg fra, og formår at holde føringen kampen ud. Jeg vinder 7-5.
I ottendedelsfinalen ventede en kæmper fra Letland, som ligger nummer 10 på verdensranglisten. Jeg vidste at det ville blive en udfordring, men samtidig vidste jeg også godt, at det ligeså vel kunne blive en sejr til mig. Første omgang er meget tæt og intens og ender 1-1. I midten af anden omgang får hun sat et hovedspark ind, som gør at jeg lige går i stå et øjeblik, men jeg får så hevet mig tilbage, og laver endda et spark som jeg selv mener sidder i ansigtet, men desværre var der ingen point fra den elektroniske hjelm. I tredje omgang lægger jeg et stort pres på hende for at udligne hendes føring, men desværre ender jeg med at tabe kampen 6-2.
Så ja, en helt masse blandede følelser. Så frustreret over at tabe, og så endda så tæt på. Men samtidig er det også en reminder om, at jeg virkelig blander mig i verdenstoppen nu her. Det jeg kan tage med herfra er fantastiske lærepenge, og samtidig er jeg også blevet hele 18 point rigere på verdensranglisten, hvilket gerne skulle skubbe mig et stykke deropad.
Jeg ved ikke engang hvor jeg skal starte... Jeg sidder med så mange blandede følelser i kroppen lige nu. Først og fremmest nåede jeg desværre ikke i medaljerækken som jeg ellers så inderligt håbede. Men til gengæld var jeg så tæt på som overhovedet muligt, som jeg nok først rigtig vil indse om et par dage når jeg har sundet mig lidt.
Faktisk leverer jeg en af mine skarpeste præstationer, og især til et mesterskab, men som jeg nævnte tidligere, så er det ofte de helt små marginaler, der i sidste ende kommer til at afgøre kampene, og det er simpelthen så frusterende.
Jeg vinder to kampe - den første kamp mod Guadeloupe har jeg fuldstændig styr på fra start til slut, og vinder overbevisende 22-2.
I anden kamp ventede en dygtig kæmper fra Kazakhstan. Vi var meget lige i både første og anden runde, hvor vi hver især har nogle gode chancer. I tredje runde trækker jeg fra, og formår at holde føringen kampen ud. Jeg vinder 7-5.
I ottendedelsfinalen ventede en kæmper fra Letland, som ligger nummer 10 på verdensranglisten. Jeg vidste at det ville blive en udfordring, men samtidig vidste jeg også godt, at det ligeså vel kunne blive en sejr til mig. Første omgang er meget tæt og intens og ender 1-1. I midten af anden omgang får hun sat et hovedspark ind, som gør at jeg lige går i stå et øjeblik, men jeg får så hevet mig tilbage, og laver endda et spark som jeg selv mener sidder i ansigtet, men desværre var der ingen point fra den elektroniske hjelm. I tredje omgang lægger jeg et stort pres på hende for at udligne hendes føring, men desværre ender jeg med at tabe kampen 6-2.
Så ja, en helt masse blandede følelser. Så frustreret over at tabe, og så endda så tæt på. Men samtidig er det også en reminder om, at jeg virkelig blander mig i verdenstoppen nu her. Det jeg kan tage med herfra er fantastiske lærepenge, og samtidig er jeg også blevet hele 18 point rigere på verdensranglisten, hvilket gerne skulle skubbe mig et stykke deropad.