Historie og oprindelse af kampkunst er et meget svært emne. Her findes nemlig en masse legender og hypoteser. Men historien bag taekwondo er meget håndgribelig. Selve ordet taekwondo blev nemlig først en realitet i 1955. Før den tid var der intet, der hed taekwondo. I 1955 blev det vedtaget af nogle instruktører, historikere og andre kendte personligheder, at navnet taekwondo skulle bruges som ny fælles betegnelse for den nationale kampkunst. De mente, at ordet taekwondo på passende måde beskrev den koreanske. (tae=fod, kwon=næve og do=kunst eller vej).
Før 1955 havde kampkunsten i Korea bestået af mange forskellige skoler med lige så mange forskellige navne. Et navn går dog næsten altid igen, som betegnelse for den gamle koreanske kampkunst, nemlig Soo Bak.
Soo betyder hånd og Bak at slå. Men hvor stammer den gamle koreanske kampkunst, Soo Bak så fra? Mennesket har altid, lige siden de første af vore forfædre gik rundt i urskoven, været nødt til at kæmpe for at overleve. Den gang var man nødt til at kæmpe mod vilde dyr og krigeriske nabostammer, både for at skaffe sig føden og for at overleve og der var tale om instinktive handlinger. Senere blev man mere bevidst omkring sine handlinger. Man lærte bla. at lave og udnytte primitive redskaber og våben. Bevidstheden omkring det at overleve blev altså større. Systematiske handlinger startede nok først for ca. 2.600 år siden.
Gennem de sidste ca. 2.600 år, er den kampkunst, som vi kender i dag blevet udviklet. Det kan ikke med sikkerhed siges, hvor den moderne kampkunst opstod, da de civilisationer den hører til, ud fra et udviklingsmæssigt synspunkt opstod samtidig. Det var nemlig ikke kun i de østasiatiske lande, at der fandtes kampkunst. F.eks havde man i det antikke Grækenland en kampkunst ved navn pankration, som var var en forløber for vores tids boksning. Der er heller ikke tvivl om, at der må have eksisteret en eller anden form for kampkunst i f.eks. det gamle Ægypten, der jo havde en meget udviklet kultur.
Vi behøver ikke engang at forlade Danmark for at finde original kampkunst. Tænk bare på vikingerne. Var det ikke for en højt udviklet kampkunst ( våben, strategi, både osv ) ville disse krigere ikke have kunnet underlægge sig så meget af Europa, som de gjorde. Kampkunsten er altså opstået med de første mennesker, og fra instinktive handlinger er den i takt med menneskenes udvikling blevet til de systematiserede handlinger vi kender i dag. Grunden til, at de østasiatiske kampkunster har overlevet til i dag og stadig udvikler sig, skal nok søges i den kendsgerning, at det ikke kun har været den rent fysiske side af kunsten, der har optaget folk. Det åndelige aspekt har været stærkt fremherskende. Det drejede sig om at opnå en balance mellem de fysiske og åndelige udtryk, således, at man var i harmoni og som sådan fremstod som et helt menneske. Disse åndelige aspekter har været med til at gøre de asiatiske kampkunster helt suveræne p.g.a. den stærke vilje og psyke, som det er muligt at optræne. Tænk bare på de japanske samuraier's jernvilje og vedholdenhed.
Hvor stammer dette åndelige aspekt fra?
Undersøger man de mange asiatiske kampkunster vil man finde mange ligheder der alle kan føres tilbage til gammel kinesisk tankegang. Der er da heller ikke tvivl om, at den koreanske kampkunst er kommet fra Kina, da Kina altid har været det største og, i gammel tid, også det mest udviklede af landene i østen.
Korea har da også fra gammel tid mere eller mindre været underlagt Kina. Først i 1945 kan man snakke om et selvstændigt Korea, og så alligevel ikke, da Korea jo blev delt i forbindelse med koreakrigen (1949-53). Ligesom Korea har været påvirket af sin store nabo, er vi jo også påvirket af kulturen i både det gamle Grækenland og det senere så store romerrige.
Den koreanske Soo Bak må altså nok oprindeligt stamme fra Kina. Koreanerne har så gennem tiderne givet den deres eget præg. Den største udvikling af den koreanske Soo Bak skete under Yi-dynastiet (1392-1907). Her var der en kæmpe udvikling indenfor kampkunsten. Bl.a. blev den første bog om emnet kampkunst skrevet på denne tid. For omkring 1300 år siden var den koreanske halvø delt i 3 kongeriger; Koguryo, Baekje og Silla. (se kortet)
Silla, som var det mindste af de 3 kongeriger, var hele tiden udsat for overfald fra de 2 andre riger. For at kunne forsvare landet på den bedste måde, oprettede kong Chin Heong et officerskorps af unge mænd. Gennem benhård træning blev de uddannet til elitekrigere. Disse unge mænd trænede foruden i våbenbrug også våbenløs kamp (Soo Bak), og blev undervist i filosofi og statskundskab af landets bedste munke. Det var disse unge krigere, som blev kaldt Hwa-rang. Ved at kombinere den hårde træning med filosofi og meditation, udviklede Hwa-rang sig til en uovervindelig hær. De blev frygtet og respekteret af deres fjender for deres mod og kunnen.
Hwa-rang krigerne førte således Silla til mange sejre, når det lille kongerige var blevet angrebet af enten Koguryo eller Baekje. Og til sidst lykkedes det Silla at forene den koreanske halvø til et stort rige, hvilket var første gang i historien. Hwa-rang krigernes succes med bl.a. kampkunst smittede også af på civil befolkningen. Her steg interessen for at træne og lære Soo Bak. Under Yi dynastiet gik det, på det officielle plan, tilbage for Soo Bak . Confucianismen var nu statsreligion istedet for budismen, hvilket betød at det nu ikke mere var velset at landets lederer brugte deres tid på krigskunst. Tiden skulle bruges på at studere skrifter, digte eller spille musik. Fysiske anstrengelser var kun for den almindelige mand. Soo Bak blev altså ikke glemt, og også stadig trænet, men uden staten som "sponsor". Dog er det fra denne periode at vi har nogle af de vægtigste skrifter om koreansk kamp- og krigskunst bl.a. Moo Yei Do Bo Tong Ji, hvilket kortest forklaret er en brugsvejledning til kampkunst.
Efter Yi-dynastiet, stod den koreanske kampkunst stort set i stampe. Japanerne holdt nemlig Korea besat fra 1909-1945. Og under besættelsen forbød japanerne al udførelsen af koreansk kampkunst. Japanernes besættelse var også skyld i, at mange koreanere flygtede til Kina og Manchuriet. Her mødte og studerede flere af dem kinesiske kampformer. Efter 1945, da japanerne, som følge af nederlaget i anden verdenskrig, trak sig tilbage fra Korea, blev det atter lovligt og aktuelt at praktisere en koreansk kampkunst. Nu var den, som nævnt i indledningen, mange forskellige stilarter i koreansk kampkunst. Soo Bak var blevet trænet i hemmelighed under japanernes besættelse, og havde dermed ikke udviklet sig ensartet over hele Korea. Dertil kom alle de flygtninge, som vendte hjem fra Kina med flere nye ideer om kampkunst, efter at have studeret disse i Kina. Fra 1945 til 1955 eksisterede der således mange forskellige stilarter og skoler i Korea.
De 5 mest fremherskende skoler var :
1. Moo Duk Kwan.
2. Ji Do Kwan.
3. Chang Moo Kwan.
4. Chung Do Kwan.
5. Song Moo Kwan.
Vores daglige træning har sine rødder i Moo Duk Kwan-skolen. Denne har altid været den største skole i Korea efter 1945. Moo Duk Kwan blev grundlagt i 1945 af "Grandmaster" Hwang Kee, da han vendte hjem fra Manchuriet. Han kaldte skolen Moo Duk Kwan, som betyder "Den moralske skole til at stoppe krig og ufred", og stilarten var Tang Soo Do.
Moo Duk Kwan - skolen delte sig op i to efter 1955. Her blev det jo officielt vedtaget at samle alle koreanske kampformer under navnet taekwondo. Derfor gik mange af Moo Duk Kwan - skolens elever over og trænede taekwondo. I dag træner hovedparten af den oprindelige Moo Duk Kwan-skole taekwondo. Kun få træner stadig Tang Soo Do.
Men under alle omstændigheder, uanset om men træner taekwondo eller Tang Soo Do, så stammer hovedparten af den koreanske kampkunst, som vi træner i dag, fra Moo Duk Kwan - skolen. Og denne har altså sine rødder i gammel koreansk kampkunst, Soo Bak, og kinesisk kampkunst.