Sarah Malykke fra klubben er i dag d. 17. april blevet udtaget til Senior EM i maj måned

Efter en intens pointjagt i efteråret i 2015 og et mindst lige så intenst forår i 2016, blev det her i weekenden endeligt officielt, at den 18 årige Sarah Malykke, som den eneste danske taekwondoudøver er udtaget til at skulle repræsentere Danmark ved det kommende senior EM i maj måned i Schweiz.

De danske udtagelseskriterier til senior EM lød på, at der mindst skulle skulle vindes 7 internationale G-ranking kampe, over en periode på 12 måneder, og med mere end 20 internationale vundne kampe, blev det her i weekenden så endelig offentliggjort for den kun 18 årige pige.

Sarah udtaler: "Det har været en fantastisk rejse indtil videre, og jeg er så taknemmelig for mine sponsorer som er med til at gøre den her rejse mulig for mig. Samtidig er jeg bare så glad for samarbejdet mellem min klub, Risskov Taekwondo Klub, samt Elite Vest, som giver mig de bedste forudsætninger og friheden til at forfølge min store drøm".

På trods af sine kun 18 år er Sarah Malykke en erfaren ung kvinde allerede. I sommers kvalificerede hun sig som den ene af kun to danskere til senior VM, og måneden senere tog hun med sin coach, Bjarne Johansen fra Elite Vest, til European Games som hun som den eneste danske taekwondoudøver havde klaret udtagelseskriterierne til.

Men Sarah Malykke, der her til sommer afslutter 3.g på CPH West, har mod på meget mere. Efter sommerferien planlægger hun i samarbejde med Risskov Taekwondo Klub og Elite Vest et længere ophold i USA hos den amerikanske landstræner Juan Moreno. Altsammen som et led i jagten på hendes store drøm om OL i Tokyo i 2020.